som den egentlige drabsmand og gaar som følge deraf af med den rent overveiende del af æren for og udbyttet af den gjorte fangst.
Narhvalens kjød er seigt at tygge; men da de indfødte finder det baade nærende og velsmagende, og det tillige om sommeren erholdes i temmelig rigelig mængde, er det et særdeles skattet næringsmiddel. Af senerne langs ryggen erholdes, efterat de er tørrede, en meget anvendt sytraad, der i styrke langt overgaar den traad, der erholdes paa lignende maade af rensdyrets rygsener. Skindet, der er sort- og hvidspraglet samt bruskagtigt, spises med stort velbehag i raa tilstand, opskaaret i terninger, der ser ud som de fineste drops.
Vi skal nu befatte os med jagten efter landdyrene i Nord-Grønland og vil da begynde med rensdyrjagten, der jo uden sammenligning er den vigtigste.
I tidligere aar spillede rensdyrjagten uden tvil en temmelig ubetydelig rolle blandt den nord-grønlandske befolkning. Thi tiltrods for rensdyrenes forholdsvis rige forekomst i disse egne var det dog forbundet med store vanskeligheder at nedlægge dem, idet renjagten i de tider kun dreves med pil og bue. Det hele var derfor mere en yndet sport, som især dyrkedes om vaaren og sommeren, end egentlig nogen vigtigere betingelse for befolkningens livsophold eller beklædning. Derfor holdt ogsaa renbestanden sig i de tider ved et jevnt maximum, og alting var godt og vel. Men saa lærte de indfødte lidt efter lidt riflen og dens mange iøinefaldende fordele at kjende, flere og flere af stammens jægere kom efterhaanden under samkvemmet hovedsagelig
