med de to Peary-expeditioner i besiddelse af dette vaaben, og snart blev rensdyrkjødet en hverdagskost, mens skindet kom paa moden i herrernes pelse. Ved vor ankomst første gang til disse kyster i 1891 dreves saaledes jagten endnu for størstedelen med pil og bue; ved vor afreise i 1894 derimod var disse redskaber lagt aldeles paa hylden, og i en nær fremtid vil de visselig alene være tilskue i nogle faa etnografiske samlingers glasskabe. Og af rensdyrene selv vil der neppe blive spor tilbage. Thi at dræbe dem iflæng under geværsalut, hvad enten de i øieblikket kan drage tilbørlig nytte af dem eller ikke, er for slige jægernaturer en altfor kjær og fornøielig beskjæftigelse til, at de paa nogen maade skulde lade sig afholde fra at drive den, naar og hvor den tilbyder sig. De er øieblikkets børn, der senere maa betale civilisationens overraskelser i dyre domme.
Hvorledes rensdyret lader sig skyde med kugler og krudt, behøver neppe nærmere at forklares. Man haler i aftrækkeren, og er man en god skytte, saa falder det, hvad enten det befinder sig paa 50 eller 30O meters afstand. Derimod er det ikke alle, som ved, at man med lidt taalmodighed og kunster nok ogsaa kan komme rensdyret paa nogle faa skridts afstand, saaledes at man kan dræbe det med pil og bue, ja ikke sjelden endog ved stenkast.
Er det paa vaarparten, mens sneen endnu ligger, at jægeren begiver sig ud efter renen, er han forsynet med lodne saaler, somoftest af bjørneskind, som han, saasnart han kommer ind paa jagtfelterne, binder fast under kamikkerne, forat han ikke skal gjøre støi, naar han bevæger sig henover skaren.
