og ihærdighed ham tilgode. For ham er tiden intet spørgsmaal, ei heller viger han tilbage for anstrengelser og savn. Skulde dyrene af en eller anden grund flygte, forfølger han dem gjerne hele den lyse foraarsnat igjennem, ja bruger ikke sjelden timevis til at tilbagelægge nogle faa hundrede fod, om han derved kan have udsigt til at sikre sig sit bytte.
Lykkes det ham at nedlægge mere end et dyr, maa han, om ingen kamerater er i nærheden, efterlade en del af kjødet paa stedet, idet han for at sikre det mod rævebesøg, overdækker det omhyggelig med store stene, medens skindet, et par af bagparterne samt mavesækkene med sit høit skattede vegetabilske indhold slænges paa ryggen og transporteres hjem til familiens forraadskammer. Resten af kjødet afhentes, saasnart leilighed gives.
Er terrænet paa enkelte steder, hvor rensdyrene jevnlig vanker, slig, at man kun meget vanskelig kan nærme sig dyrene uden at blive opdaget, vælger eskimoen ofte den modsatte fremgangsmaade: Han lader rensdyrene selv begive sig hen i sine angriberes nærhed. Han indfinder sig nemlig kun paa stedet, hvor han venter at gjøre sin fangst, førend dyrene endnu har vist sig, hober sammen nogle løse stene, bag hvilke han kan skjule sig, og opnaar saa ikke sjelden, om end ofte først efter mange timers forløb, at de intet anende dyr rolig kommer graessende hen i hans nærhed.
Forøvrig driver eskimoen rensdyrjagten med mangehaande underlige variationer. Vor ven Kaschu var saaledes engang paa høstkanten ude efter renen. 0msider fik han øie paa et dyr; men stedet, paa
