Det er ikke mange aar siden, at en ældre familiefader under alkefangst ved sydvestpynten af Saunders
ø, der paa grund af sin overordentlige rigdom paa
alker af de indfødte har faaet navnet Akpan (Alke-ø),
forulykkede paa en styg maade. Sammen med en
halvtulling ved navn Aningana (Maane), der forøvrigt
nyder den ære at være Kaschu’s kjødelige broder,
var han en sommerdag vandret op paa det omkring
700 meter høie plateau, der kroner øen i saagodtsom
hele dens længde.
Kommen ned paa det aller laveste punkt af skrænten ret ovenfor en af alkekolonierne, skulde fangeren rolig af Aningana lade sig fire ned langs den lodrette fjeldvæg for at naa de smale afsatser, hvor fuglene om sommeren har sine reder. Til denne fremgangsmaade anvender alkejægerne nogle af de fangremme, der ellers benyttes under hvalrosjagten, og — hvad der er mere bemærkningsværdigt — betænker sig ikke, selv om afgrunden er noksaa svimlende dyb, paa at betro hele sin vægt til en enkelt person paa fjeldets top. Men neppe havde den stakkels fjolling, Aningana, i dette tilfælde begyndt at fire sin kamerat ned, førend hans ringe kræfter begyndte at svigte ham; han kunde ikke længer staa imod, og forskrækket slipper han den ulykkelige mand, der med voldsom fart seiler ned i dybet. Senere blev han gjenfunden nede ved fjeldets fremspringende fod, men kun som en blodig og lemlæstet masse Jeg har engang sammen med Kolotengva paa hundeslæde passeret lige nedenfor det sted, hvor denne begivenhed hændte, og som jeg sad der og stirrede opover den graa, umaadelige klippe-
