venlig jægers tilbud og kort efter fandt ham ligesaa varm om maven, som han var varmhjertet. Men saa fordrede sandelig fyren ogsaa til gjengjæld som en selvsagt ting at faa varme sig mod mig paa lignende maade. Dette kom uventet. Jeg skulede bort paa hans fødder og fandt, de var sorte som beg; thi han var en mand paa henimod de 25. At faa varmet dem kunde han dog godt trænge, og interessant kunde det jo ogsaa være at prøve metoden paa begge veie. Værsaagod sagde jeg paa godt eskimoisk, lukkede øinene og ventede urolig. Jeg har flere gange ramlet tilsjøs nær den 78de breddegrad, og jeg har taget snebad paa den grønlandske indlandsis; men det vil jeg sige, at et værre schoxk end det, jeg modtog, da jeg første gang følte et par menneskelige islabber paa maven, har jeg aldrig oplevet.
Udpaa aftenen, naar maden er expederet, kan man se en og anden jæger faa naal og traad frem og reparere sine klæder eller kamikker med en færdighed, der ofte synes at kunne maale sig med hans egen hustrus.
Det er kun om vinteren og tidlig paa foraaret, at eskimoen, naar han skal overnatte borte fra folk, bygger sig snehytter. Længere ud paa vaaren eller om sommeren sover han enten i skindtelt eller, som han staar og gaar, under aaben himmel. I sidste tilfælde slænger han sig kun hen paa en moseflek, trækker begge arme ud af trøieærmerne og ind paa brystet og sover snart snorkende den retfærdiges søvn.
Ikke sjelden maa eskimoen under sine slædereiser tage lange strækninger over land, f. ex. der,
