Trods det vilde og uregelmæssige liv, eskimohunden fører, har den dog efterhaanden i menneskets tjeneste tilegnet sig flere af hushundens aandelige egenskaber, som f. eks. hengivenhed, lydighed og troskab overfor sin herre. Men saa omfatter ogsaa eskimoen til gjengjæld sine hunde med en næsten rørende kjærlighed, om han end kun sjelden lader sine følelser for dem komme tilsyne gjennem kjærtegn eller venlige ord. Tvertimod faar man virkelig heller ved de første iagttagelser af ham under hans kjøreture indtrykket af, at han godt kunde trænge en liden paamindelse om maaske at bruge svøben med lidt mindre iver, end han i regelen gjør. Men dette er altid kun i begyndelsen. Thi senere vil man snart forstaa, at en flittig brug av svøben er ligesaa nødvendig for den kjørende eskimo som anvendelsen af tømmer, pisk og sporer er for en rytter.
a. aabning for hovedet. b. og c. aabning for forbenene.
Naar hundene trækker for slæden, er de gjerne befæstede til forenden af denne ved hjælp af remme af ugsuk-skind, der i straaleform løber ud fra en fælles hempe saaledes, at dyrene kommer til at løbe ved siden af hinanden. Selve sæletøiet er saa enkelt som muligt, samtidig som det paa en udmærket maade tjener sit formaal. Det er forarbeidet af sæl- eller bjørneskind. Den livligste af hundene faar gjerne en noget længere trækrem end de øvrige, hvorved den kommer til at springe som et lysende
