Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/161

lægger man sig under saadanne omstændigheder rolig til at sove, bliver der ikke sjelden en formelig konkurranee, især blandt de af vækst mindre hundyr, om hvem der kan komme hurtigst løs og udføre de dristigste tyverier. Nu er der imidlertid stadig en del hunde, især af handyrene, der aldrig nedværdiger sig til at gjøre forsøg paa at rømme; men derfor kan de dog ikke tilbageholde en voldsom jalousi, naar de først faar se sine mindre hæderlige kamerater gjøre forsøg paa at bryde sig ind i sine herrers forraadskamre. De hyler og knurrer uafbrudt paa en egen kort og støiende maade, der ikke er til at tage feil af, naar man engang har lært den at kjende. Ved siden af støien fra disse fromme kamerater fremkommer gjerne tillige et øredøvende spektakel som følge af de voldsomme slagsmaal, der opstaar blandt tyvene selv, naar en eller anden af dem mener at være bleven tilsidesat under indhøstningen af de forbudne frugter eller under de nødvendige forberedelser hertil. Herved røber de sig lettelig, og deres søvnige eiere kan maaske endnu komme tilstede, førend nogen større skade er gjort. Faar de derimod fremdeles fortsætte sine forbryderske operationer, kan man være sikker paa, de ikke lader sig afspise med bagateller. Thi der existerer neppe den forhindring, en flok eskimohunde ikke kan komme forbi. Fra kjødforraadene vælter de med sine snuder stenene bort, naar disse blot ikke er altfor store, tilspigrede kasser aabner de ved at angribe dem med tænderne just paa de svageste steder, staaltraade slider de istykker, tauge gnaver de af, kort sagt, de rumsterer værre end mangen en tobenet forbryder.