sammensungne røster eller deromkring kan ikke undlade at gjøre et imponerende og sympathisk indtryk paa den, der er blottet for ethvert spor af harmonisk gehør. Paa andre mere musikalske mennesker virker derimod den hele underholdning saa urkomisk, at man neppe vil kunne bare sig for at skoggerle lige ind i kapelmesterens høitidelige og alvorlige aasyn. Thi i den almindelige røre synes man at skjelne stemmer, snart fra gamle skolemestre eller hæse basser, snart fra ældre frøkner, oldinger eller hunde i stemmeskiftningen. Og naar jeg saa tillige kan forsikre, at minerne hos hver enkelt svarer til den klasse mennesker, hvis stemme han under sangen vækker minder om, vil man forstaa, at det hele er en ganske kostelig og original «opera comique».
Midt under en saadan konsert i august 1893, hvori over 80 hunde deltog, og hvorunder vore to store St. Bernhardshunde som vanlig var stumme og opmærksomme tilhørere, hændte det sig, at et af expeditionens fire dengang gjenlevende æsler pludselig uden vogter indfandt sig indenfor det spredte friluftskors enemærker og faldt ind med et skingrende hyl, saaledes som alene et æsel kan præstere det. Dette uventede trompetstød havde en magisk virkning, der neppe lader sig beskrive. Først et sekunks dødelig stilhed, saa lurveleven. Forestillingen indstilledes paa grund af uforudseede omstændigheder. Nu skulde da rigtig denne hovmodige afart af et rensdyr for stedse bringes til at forstumme. Og hen imod det stakkels dyr styrtede sig i vild fart hver eneste hund — thi de var dengang alle løse —;
