stiller sig ret foran det sted, hvor dyrene er bundne, og først naar de roligt og med blikket stivt fæstet paa kjødbrettet er opstillede foran ham, tør han begynde fodringen, da han alene paa denne maade kan kontrollere, at enhver faar sit, ogsaa blandt de svagere dyr. Kjødstykke efter kjødstykke fanges behændig i luften af de opmærksomme dyr, indtil hele beholdningen omsider er besørget. Er de forskjellige hunde i spandet gamle bekjendte og vel vante til at fodres sammen, kan det hele løbe noksaa fredelig af; er derimod det modsatte tilfældet, bliver hele maaltidet til et eneste sammenhængende og voldsomt slagsmaal. Idetheletaget er eskimohunden overordentlig hengiven til at slaas. Gode venner slaas paa morro, det vil sige, de napper i høiden ganske fredelig nogle haardotter ud paa hinanden, hyler en stund, hvorefter det hele er over. Men anderledes er det, naar to fremmede hundespand ved en forsømmelse tillades at komme hinanden saa nær indpaa livet, at de kan faa et tandgemæng istand. Da fyger ikke alene haardotterne i luften, men talrige bloddraaber sætter snart sine røde mærker paa sneen mellem de kjæmpende par.
Noget, der er karakteristisk for eskimohunden, er, at hvert spand stedse har sin konge, der, om den end ikke altid er den stærkeste, ialfald er den mest øvede og uforfærdede slaaskjæmpe blandt dets medlemmer, og mod hvis tyranniske luner ingen tør mukke. Naar nu to for hinanden fremmede spand for kortere eller længere tid sættes sammen, kommer selvfølgelig en meget vigtig kamp til at foregaa mellem kongerne i de to spand. Men samtidig kjæmpes
