forbliver den gjerne med sine hvalpe, indtil den strengeste del af vinteren er over. Ret som det er, forsvinder den dog ud i kulden og mørket for at slikke sne fra marken, da forbruget af vand under diegivningen jo ikke er saa ganske lidet.
I slyngelalderen.
Neppe nogensteds faar hvalpe en elskværdigere modtagelse ved sin indtrædelse i verden, eller behandles de under opvæksten med en mere rørende og oprigtig kjærlighed end den, der bliver tildel i den fattige eskimos jordhytte. Husfaderen leger med dem og giver dem navne, husmoderen syr vakre, hvide halsbaand af bjørneskind til alle de mørkhaarede i flokken, medens børnene klapper dem og dægger for dem dagen lang.
Udpaa vaaren er hvalpene maaske saa store, at deres eier kan begynde at tænke paa deres opdrætning til trækdyr, hvorfor han en vakker dag forsyner dem med hvert sit lille sæletøi. Og saa tager han en
