gik jeg dog under saadanne omstændigheder næsten altid barhovedet, da mit haar efterhaanden havde vokset sig meget langt og derfor ydede mig al den beskyttelse, jeg behøvede paa dette sted. Men begyndte vinden først at stryge os, om end noksaa let, om ørene, var vi ikke sene om at faa hætten op over hovedet.
Vore soveposer, der var gjorte af renskind, med pelssiden vendt indad, var vistnok de letteste og varmeste, der nogensinde er blevne benyttede paa en arktisk slædeexpedition. De veiede 10 til 11 ℔ var aabne i den ene ende, og naar man vel var inde i en af dem, kunde man selv indsnøre dem rundt halsen saaledes, at kun hovedet stak frem af den temmelig tætsluttende pose. Dette, der selvfølgelig under søvnen var dækket af renskindstrøiens varme hætte, behøvede man derefter blot at lægge til rette paa en sneblok, en thekande eller en lignende dertil egnet gjenstand for at nyde en behagelig nats hvile.
Soveposerne var forøvrigt af mindre betydning for os, end vi havde ventet, da vi meget snart fandt, at vore dragter, alene suppleret af et par tykke sovesokker, var tilstrækkelig varme til at sove i. Denne enkle methode medførte en ganske betydelig fordel for os i den henseende, at vi, naar vi i leirtiden pludselig vækkedes af vor søvn, ved at en af hundene var løs, ikke længer behøvede at krybe ud af den varme sovepose og møisommelig trække kamikkerne paa, men istedet blot kunde reise os op, som vi stod og gik, for straks at kunne gaa igang med dyrets indfangning.
