Da de løse dyr atter var under kontrol, og de
øvriges fast indsneede trækremme var udgravne, kunde
vi igjen begynde at tænke paa vor fremrykning. Først
maatte den resterende del af udrustningen afhentes
nede ved den første iglu, og da dette ikke uden besvær
var udført, gik vi igang med at bringe det hele videre
fremover, dog fremdeles i flere vendinger.
Med dette langsomme og særdeles nedtrykkende arbeide fortsatte vi nu i flere dage, indtil vi endelig den 14de mai havde passeret alle sænkninger og steile modbakker, der dog heldigvis uden undtagelse var fri for sprækker eller større ujevnheder, og fra nu af laa indlandsisen mægtig og jevnt skraanende opover mod nordost, skinnende intenst i det stærke solglar.
Fra dette tidspunkt af begyndte vi regelmæssig at reise om natten, naar solstraalernes reflex fra sneen generede øinene mindst, hvorimod den betydelig varmere dag blev viet til søvnens samt the- og ertesuppe-kogekunstens guder.
Vi befandt os da i en høide over havet af omkring 3500 fod og ca. 20 km. fjernede fra bunden af Mac Cormick-bugten. Fire af vore hunde var i de foregaaende dage døde af «pøblakto», saa vi nu kun havde 16 tilbage af de oprindelige 20. De kasserede slæder samt alle artikler, som paa nogen maade kunde ansees for overflødige blev her efterladte og sent om aftenen den samme dag drog vi afgaarde med hele vor udrustning, der dengang, slæderne iberegnet, veiede omkring 1800 ℔.
Det lykkedes os i løbet af natten at tilbagelægge en strækning af 8 km., med hvilket vi, under hensyn
