til den endnu temmelig seige stigning var særdeles fornøiede. Udpaa morgenkvisten blaaste der op en noksaa stærk vind, der fik sneen til at staa i røg omkring. Men at genere os i vor søvn formaaede den dog ikke.
Jeg vil fra nu af for en stor del citere mine dagbogoptegnelser fra denne tid, da de visselig i al sin korthed vil give et klart indtryk af de mange karakteristiske sider ved den følgende reise i ørkenen.
Mandag morgen, den 16de mai 1892.
Vi kom først afsted ved 11—tiden igaaraftes. Tykt veir og tungt føre i de første par timer. Himmelen klarnede derefter op, saa vi snart havde straalende solskinsveir. Slog leir kl. 7 imorges efter at have avanceret 11 km. Før vi tørnede ind i soveposerne havde vi et muntert attensmaaltid eller om man vil, en frokost, bestaaende foruden af den sædvanlige kop med ertesuppe samt et stykke pemmiean, af en stor portion rygende kjødpulverchokolade, en sjelden ret, som jeg trygt tør anbefale enhver i sandhed trængende.
Tirsdag morgen, den 17de mai.
Ogsaa igaaraftes først afsted ved 11-tiden. Marschen gik for en stor del gjennem løs nysne, der i forbindelse med temmelig stærk stigning gjorde, at slæderne gled tungt. Ved midnatstider tabte vi de sidste blaalige reflexer af landet i syd af sigte. North Humberlandøens fjerne snekupler, bølgende urolig langs de sitrende sneskavler i vor nærhed, var den sidste landkjending, vi saa. Kl. 7 morgen efter
