den dag, jeg i Philadelphia havde meldt mig som deltager i expeditionen.
Vi sov nu for sidste gang i leir sammen, indtil vi udpaa eftermiddagen tørnede ud, for straks at paabegynde de nødvendige forberedelser før skilsmissen. Gibson og doktoren fik en af de mindre slæder og to af hundene samt proviant for 12 dage til hjemreisen. Selv overtog vi alle de øvrige hunde, ialt 14, samt resten af slæderne, som vi fæstede bag hinanden i tauge. De indeholdt tilsammen en proviantbeholdning af omkring 1200 ℔.
Slæderne blev nu surrede og hundene forspændt, og snart var vi færdige til at sætte os i bevægelse. Saa fulgte nogle gjensidige haandtryk, svøberne knaldede, og vi befandt os atter underveis, Gibson og Dr. Cook sydover mod Redcliffe House, vi andre nordøstover til det fjerne ukjendte maal ved Grønlands Nordkap. Det var noget vist høitideligt over denne adskillelsens time, og sent vil vi nok alle glemme det øieblik, da vi ved midnatstider langsomt tabte hinanden af sigte midt ude i den ensomme sneørken. Fra nu af afhang expeditionens udfald kun af to menneskers skjæbne.
Vi opnaaede kun at tilbagelægge omkring 6 km. den nat, og for første gang slog vi udpaa morgensiden vor leir alene.
Torsdag morgen den 26de mai.
Vi tilbagelagde inat kun 16 km. Grunden til, at vi ikke opnaaede mere, var at den ene af de to større slæder ved 11-tiden sprang istykker langs hele den ene side, idet alle de 5 egetræs opstandere knækkedes, ved at slæden voldsomt slingrede nedover en haard
