gen, lykkedes det os i mindre end 10 timer at tilbagelægge 32 km. Under den derpaa følgende marsen paa 34 km., der gjordes under de samme terræn- og veirforholde som den foregaaende, kom de grønlandske kystfjelde paa ny isigte, efterat vi nu i henimod en uge havde befundet os «i rum sø». Den sidste del af marchen havde tildels gaaet over blanke isflader, samtidig som terrænet havde skraanet betænkelig brat nedover mod nord og nordost. Da vi standsede den morgen, var vi i virkeligheden gaaede i en fælde, som det skulde koste os adskillige dages anstrengelser atter at komme ud af.
Om natten mellem den 9de og 10de juni var den sydlige vind øget til stærk storm med voldsomt snefyg, saa vi intet andet havde at gjøre end at holde os taalmodig under en let oljepresenning, vi havde medbragt, og som vi paa midten havde hævet noget ved hjælp af et par snesko. Men tæt var denne improviserede sovesalon paa langt nær ikke. Gjentagende gange maatte vi derfor sope sneen i masser bort fra vore pelse og vort lille kjøkkenstel.
Om aftenen den 10de juni var veiret atter straalende vakkert, saa vi efter nogle observationer straks besluttede os til at fortsætte reisen. Men vi havde neppe avaneeret en halv time efter vor start, førend vi fandt vor nordostkurs afskaaret af mægtige sænkninger i isen, løbende østover ind i landet fra bræerne ved bunden af en fjord til nordvest af os, som vi dengang antog at være Sherard Osborne-fjord, men som senere viste sig at være St. George’s. Isen var nede i disse brede sænkninger ganske skinnende blaa og blottet for sne, samt overalt gjennemskaaret
