sparede vore egne kræfter
under trækningen. Vi avancerede derfor ialt neppe
10 km.
Den følgende nat var føret langt bedre, men neppe var vi komne vel underveis, førend vi paany fik land isigte, dennegang ret foran os, nemlig den virkelige Sherard Osborne-fjords kyster. Vi blev altsaa endnu engang nødt til at afvige fra vor kurs og sætte østover. Da vi om morgenen, efter 26 km.s avanceren, stoppede, blæste der, som sædvanlig saa nær kysten, en voldsom vind fra det indre, der førte fyksneen ind gjennem selv de fineste aabninger i vore dragter.
Onsdag morgen den 22de juni.
Neppe havde vi tilbagelagt 13 km. fra vor sidste leir, førend vi befandt os inde i en saadan labyrinth af kjæmpesprækker, at vi ikke længer kunde fortsætte gaarsdagens østlige kurs. Heller ikke var vi tilbøielige til at ville gaa den samme
