vei tilbage igjen, som vi var komne, hvorfor vi straks gav os ifærd med at undersøge styrken af de snebroer, der hist og her forbandt de modsatte sider af de mægtige revner, og ad hvilke vi muligens kunde komme over dem.
De befandtes at være mere end solide nok for øiemedet, men vi maatte til gjengjæld nøie os med en sydøstlig kurs. Mange af de revner, vi den nat passerede, var over 30 meter i bredden og neppe nogen under 15 meter. Hundene syntes ligesom at ane, at der var en smule risiko forbundet med passagen af dem, idet de i regelen nølede, førend de indlod sig derpaa. Men saasnart de skjønte at der ingen anden udvei var, og at de maatte gaa, satte de gjerne i sligt jag, at vi havde vanskeligt for at følge dem.
Forresten hændte der os et par uheld under denne marsch, der dog heldigvis ikke var af en alvorligere art. Engang faldt nemlig to af vore hunde ned i en spræk, en anden gang den bagerste slæde, der indeholdt alt vort skibsbrød samt et betydeligt kvantum pemmican. Alene en fremstaaende isafsats nær randen af sprækken, der for et øieblik holdt slæden oppe, indtil løitnant Peary og jeg kunde ile til og faa den halet op, reddede den fra uundgaaeligt at forsvinde i dybet.
Paa grund af de mange hindringer, som passagen af revnerne lagde os i veien, var vor fremgang kun langsom, men ved at fortsætte marschen i hele 11½ time opnaaede vi dog, at odometeret om morgenen udviste en tilbagelagt distance af 27 km.
Under den følgende marsch, som omfattede-en strækning af 30 km., kunde vi atter slaa ind paa vor
