ønske med eller uden betjening, mest dog det første, idet vi da havde to eller tre velvillige eskimoer til at skrubbe os ind med sæbe og skurebørste. Om søndagen gik vi derefter omkring i vore mere eller mindre aflagte civiliserede klædningsstykker og var efter omstændighederne særdeles fine; men mandag morgen satte vi atter klogeligen alle forfængelighedshensyn til side og krøb noksaa fornøiede ind i vore skindpelse igjen. Disse var forfærdigede af rensdyrskind, der i forhold til sin vægt yder den bedste beskyttelse mod kulden. De var syede af eskimokvinder i løbet af høsten, efterat skindet først var tilberedt paa den enkle, men noget besværlige grønlandske maade som simpelthen bestaar i at brække fibrene ved tygning af de i forveien tørrede skind. —— Da skindklæder saavelsom andre klæder slides, og specielt for benklædernes vedkommende slides mer paa enkelte steder end paa andre, fik vi alle henimod vinterens slutning et temmelig gorillamæssigt udseende. Dette havde dog vor værdige doktor forstaaet at raade bod paa, idet han paa det mest udsatte sted havde anbragt en vældig lap af isbjørneskind, der med den lange, hvide nedhængende rag gav ham et fra næsten alle sider morsomt udseende.
En stor del af vor fritid om vinteren tilbragte vi med læsning, dels af aarsgamle aviser og tidsskrifter, dels ogsaa af videnskabelige værker samt arktisk reiseliteratur, hvoraf vi medbragte en rigelig forsyning. Aftenen tilbragtes dog gjerne med at pludre med eskimoerne og fortælle dem om de fjerne lande i syd, hvortil de i timevis kunde lytte med begjærlighed. Men naar vi spurgte dem, om de ikke vilde være med
