som en kanal mellem vest- og østkysten, med hver dag blev stærkere. Vi tilbagelagde i disse 4 døgn ubetydeligt over 70 km.
Endelig natten mellem den 1ste og den 2den juli saa vi en aabning i de høie fjelde til nordost af os, og da denne aabning ikke kunde sees at være andet end en fortsættelse af den fjordarm fra vestkysten, der i de sidste dage havde tvunget os ud af vor kurs, begyndte vi nu at føle vished for, at vi her stod ligeoverfor en kanal, der skilte de nordenfor liggende vilde fjeldlandskaper fra det egentlige grønlandske fastland, hvorpaa vi befandt os.
Der var ingen tid længer at spilde med at reise mod sydost, hovedsagen var nu at faa vide, om den brede kløft, vi saa, mundede ud i det arktiske ocean paa Grønlands østkyst, eller om det blot var en tilsyneladende aabning, en i det fjerne lukket fjord fra vestkysten. Dette maatte straks undersøges hvorfor kursen sattes paa nærmeste land. Vi var dengang i en høide af 5000 fod over havet, men kom i den nye retning hurtig nedover i lavere trakter, idet skraaningerne stadig blev steilere, alt eftersom vi nærmede os den hemmelighedsfulde kyst med sine underlige rødbrune fjeldformationer.
Efter nogle timers hastig march, hvorunder Peary, der i den sidste tid oftere havde øvet sig i at bruge sine medbragte ski, var saa uheldig at brække den ene af disse, blev isens skraaning saa steil, at vi maatte stige diagonalt nedad den, forat slæderne ikke skulde løbe fra os.
Saa skuffende var afstandene i disse nye omgivelser og i den vidunderlig klare luft, at vi begge,
