Paa vandring mod nye kyster.
Det var omkring midnatstider, at vi naaede ned til morænen, der laa i en høide af næsten 4000 fod over havet. Et par snespurve kvidrede os muntert en velkomsthilsen imøde, og mellem de store, runde stene, der overalt bedækkede grunden, hørte vi den indbydende lyd af rindende kildevand.
Og vi lod os ikke længe nøde. Forsigtig lagde vi os ned og stillede vor tørst af hjertens lyst. Aldrig havde livet forekommet os skjønnere.
Næsten straks drog Peary afsted paa en rekognosceringstur henover fjeldstrækningerne nærmest indlandsisen, for om muligt at opnaa en fri udsigt over kysten. 15 timer senere vendte han tilbage uden at have opnaaet sin hensigt. Men underveis havde han opdaget noget, som fik jægerblodet i vore aarer til at løbe hurtigere end vanlig: friske spor efter moskusokser.
Da vi derfor den følgende morgen, søndag den 3die juli. gjorde os istand til en fire dages reise tilfods indover landet, var der ingen fare for, at vi skulde
