glemme riflen og patrontasken. Forøvrigt bestod vort udstyr af theodoliten, nogle thermometre og barometre, fotografi- og kogeapparat, samt proviant for fire dage. Saa slængte vi hver vor pakke paa ryggen og drog afgaarde, Peary foran og jeg bagefter med hundeflokken, ialt 7 dyr. Slæderne og den øvrige udrustning maatte vi selvfølgelig efterlade deroppe ved de mørke stenrøser.
Den allerførste del af færden, eller noget over en kilometers vei gik nedover en jevn sneskraaning, dækket af en vaad «sørpe», gjennemfuret af talrige bække. Saa drog vi tversover en ny moræne, og agede med en rivende fart nedover en 60 til 70 meter lang og meget steil isbakke, hvorefter vi ved foden af samme vadede over en strid bræelv, og vi befandt os endelig paa selve kystlandet, et klippeland, overalt dækket af løse, skarpe stenblokke, strøede udover i den vildeste uorden.
Op og ned, over dale og fjeldtoppe, langsmed rivende strømme og mørke smaasøer marscherede vi nu hele den lange dag, førend vi stoppede og overalt fandt vi den samme uendelige masse af løse, skarpe stene der gjorde marschen i vore tyndsaalede sælskindskamikker til en uafbrudt lidelse. Vi forsøgte rigtignok at rette paa dette ved mellem vore fødder og støvlesaalerne at stoppe ind de forunderligste ting, saasom en strikket kalot, alle vore votter, adskilligt mos og senere moskusokseskind, uden at det dog hjalp stort. Vi opnaaede kun, at vore vaade og elastiske kamikker udvidede sig til uformelige skindposer, medens vore fødder antog dimensioner, der mindede om hvalrossens luffer.
