maatte vi kaste et afskedsblik udover de ukjendte og dragende kyster, der laa foran os.
Isen, der dækkede den mægtige bugt, var tilsyneladende ganske jevn. Langt ude mod dens midte kunde vi øine mørke schatteringer, der utvilsomt skyldtes de talrige vandpytte, der om sommeren danner sig paa ethvert isdække den hvor dette er ifærd med at smelte. Talrige isbjerge, spredte udover fladen, saa langt vi kunde øine, vidnede om at søen selv paa disse høie bredder fra aar til andet maa være aaben for en kortere tid af sommeren.
Mon der langs disse kyster fandtes menneskelige væsener, der her havde opslaaet sine spredte boliger og førte sin nøisomme tilværelse længer nord endog end vore venner paa den anden side af den isdækte kjæmpeø? Nogen umulighed var det ikke. Og at de muntre eskimoer engang har passeret disse kyster med sine brogede karavaner af slæder og hunde paa veien til den endnu beboede østkyst, derom har jeg for min del ikke den ringeste tvil. Visselig vilde man hist og her, om man søgte, kunne finde de forfaldne levninger af de fordums jordhytter, hvori disse mærkelige mennesker havde trodset polarvinterens frygtelige kulde og langvarige mørke!
Men for os var desværre saadanne interessante forskninger nede i søisens nærhed ganske udelukkede. Dertil var afstanden mellem vort proviantdepot ved indlandsisens rand og kystisen altfor betydelig og fremkomsten over landet for besværlig og farefuld. En anden sag havde det været, om vi havde naaet disse kyster tidligere paa aaret, medens sneen endnu
