Julen var naturligvis en festtid ligesaavel for os
som for folk herhjemme, om vi end ingen kanefarter og baller kunde holde. Selve juleaften havde vi en
større middag. Ved 6-tiden gik vi tilbords med høitidelige ansigter og iførte vore allerbedste klædebon,
der for de flestes vedkommende bestod af en høist
komisk sammensætning af moderne og improviserede
plag. I udmærket feststemning tog vi fat paa de fremsatte retter, og først da evnen til at fortsætte denne
behagelige beskjæftigelse var ophørt at være tilstede,
kunde vi bekvemme os til at hæve det hyggelige
taffel. Vi gav da plads for vore venner eskimoerne,
af hvilke vi havde nogle paa besøg i den tid, og disse
blev nu beværtede paa civiliseret vis. Ukjendte som
de var med brugen af kniv og gaffel, tog de sig yderst
løierlige ud, som de sad der og puttede maden i
munden med den største forsigtighed af frygt for at
stikke sig i kindet med gaffelen. Selv syntes de
mærkelig nok at more sig om muligt endnu bedre end
os. — Senere paa aftenen puttede nogle af expeditionens medlemmer ubemærket julemasker paa, og jeg
glemmer aldrig den scene, som nu fulgte. Kjærringer
og unger hylte af frygt, og alle, selv de modigste af
mændene, forsvandt med en forbausende hurtighed
ud gjennem stuedøren. Dette var enden paa vor juleaften, og først langt ud paa næste dags formiddag lod
de gode folk sig bevæge til igjen at komme indenfor
vort hus. Vi forklarede dem maskernes hemmelighed, og da de først var kommen paa det rene med
sammenhængen, kunde de ikke noksom udtale sin
beundring og glæde over dette sindrige legetøi.
Mellem jul og nytaar havde vi vedholdende sne-
