sidste marsch, skjød vi den svageste af vore gjenlevende 7 hunde. — At vi tilslut maatte ende i skyerne, var klart. Thi vor høide var allerede dengang 7300 fod, og endnu skraanede snefladen jevnt opover i vor kurs. Mærkelig nok var skraaningen nedover mod øst fra vor leirplads idisse dage betydelig stærkere end mod nord, hvoraf vi sluttede, at vi befandt os paa østsiden af det efter længden af den grønlandske indlandsis løbende høideplateau.
Under de netop nævnte fire første marscher af hjemturen havde vi stedse været begunstigede af det deiligste klarveir. Men nu skulde det for lange tider blive slut paa den herlighed. Om aftenen den 12te juli vaagnede vi til en begyndelse i den mest forrygende snestorm, vi endnu havde oplevet siden opholdet ved Humboldt bræen. At tørne ud og fortsætte reisen kunde der ikke være tale om, hvorfor vi foreløbig maatte blive liggende, hvor vi var, Peary i ly af «kjøkkenet», det vil sige nogle sneblokke, dækket af et lidet lærredsraaseil, jeg under oljepresenningen, og begge halvt nedsneede. Nogen konversation kunde der ikke være tale om, vi fik os i høiden en lur en gang imellem, og fordrev forøvrigt tiden med at lytte til den hylende storm, som med voldsomhed styrtede sig fra det indre plateau nedover skraaningerne mod den vilde østkyst.
I to døgn holdt veiret os bundne, men da stormen fremdeles syntes at ville fortsætte, besluttede vi at trodse den. Thi at ligge længer uvirksomme blev os uudholdeligt, vante som vi var til vor daglige 1O a 12 timers marsch. Vi tørnede ud kl. 7 aften, netop som uveiret til alt held syntes at trække bort,
