Mørke og uhyggelige feiede de svære banker henover snefladen imod os, nu og da indhyllende os i
en tæt taage.
Saa lysnede det atter lidt for en tid, men aldrig mere, end at vi hvert øieblik maatte standse for at raadspørge kompasset om vor retning.
Peary karakteriserer denne marsch som en af de mest nedtrykkende paa hele reisen.
«Efter vor stands ved lunchtider,» skriver han, «blev jeg nødt til at bytte plads med Astrup, saaledes at jeg selv overtog styringen af hundene, for derved at faa noget at optage tankerne med. Thi ensformigheden ved uafladelig at vandre fremad mod intet, var ikke længer til at udholde.»
Fra den dag af byttede vi jevnlig pladse, saaledes at jeg oftere kom til at gaa foran og sætte kursen, medens Peary gik ved siden af slæden og opmuntrede hundene, naar det en sjelden gang kunde være nødvendigt. Jeg er tilbøielig til at tro. at denne lille afveksling i vort daglige liv under hjemturen reddede os fra efterhaanden at hensynke i en mental slaphedstilstand, der lettelig kunde have medført alvorlige følger.
Lad mig skildre et døgn af vort liv paa indlandsisen, saaledes som det artede sig maaned efter maaned med en aldrig svigtende regelmæssighed:
Klokken kunde være omkring 5 om eftermiddagen, da vi efter en styrkende søvn begyndte at røre paa os og veksle nogle ord om veiret, klokkeslettet og lignende. Naar saa tiden var inde til at tænke paa frokosten, gik den af os, hvis tur det var til at koge, igang med at tænde den lille spirituslampe og lave
