Var vi endelig ved 7-tiden færdige til at sætte os
i bevægelse, blev endnu barometerhøiden og temperaturen tagen, samt odometret aflæst, hvorefter Peary
sprang et stykke foran slæden, lokkende paa hundene.
Herunder svang jeg svøben, indtil i et gunstigt øieblik alle trækremme strammedes. Et raskt spændtag
i sneen, efterfulgt af et passeligt seigt ryk i slædens
forstevn, satte i samme øieblik det henimod 1000 ℔ tunge læs i langsom bevægelse. Lidt efter strammedes linen, hvortil den lette, bagre slæde var fæstet,
svøben knaldede atter, og karavanen var under fremrykning.
Nogle minutter før midnat standsede vi for at sammenligne kronometrene, ligesom ogsaa temperaturen og barometerhøiden paanyt blev tagen og odemetret aflæst. Samtidig indtog vi gjerne vort enkle lunchmaaltid, der bestod enten slet og ret af et stykke pemmican eller af nogle smaa plader kjødpulver-chokolade. Saa stellede vi lidt paa hundenes trækremme, snakkede sammen om et eller andet nærliggende emne, som slæden, hundene eller føret, indtil nattevinden fra det indre begyndte at svi i næse og kinder, medens fødderne blev svalere end behageligt, og vi satte os igjen i bevægelse. Ialt varede vor stands ikke over en halv time.
Marschen før midnat var kjedelig nok, men efterpaa blev den sandelig ikke bedre. Tale sammen kunde der ikke være tanke paa, dertil var afstanden mellem os for stor. Vi maatte nøie os med at tænke og udviklede os snart til rene filosofer. Alle spørgsmaal, der havde været brændende inden menneskeheden før vor afreise fra civilisationen, blev om-
