storme med betydelig nedbør. Saavidt jeg i øieblikket erindrer, var den samlede snemængde i vinterens løb betydelig over 1 meter — Med hensyn til nordlys, saa observerede vi i vinterens løb af dem ikke mange og kun enkelte af speciel styrke og klarhed. Derimod havde vi en anden trøst i den lange vinternat, og det var maanen, som naar den kom forblev uafbrudt paa himmelen i en 6—7 dage og herunder spredte en slig pragt over de øde ismarker, at man med lethed kunde indbilde sig at være i eventyrenes land, hvor alt er gjort af det skinnende sølv.
Ud i januar begyndte vi at se en lysning mod syd, og ikke længe efter sporede vi en kort dag. Den 13de februar hilsede vi solens tilbagekomst efter et fravær af 110 dage, og den mørke vinternat var tilende. Den havde forløbet over forventning hurtig og behagelig. Paa mig havde den ialfald ingen anden virkning end at den ved sit kolde uhyggelige mørke kun forhøiede følelsen af hygge og velvære, hvergang jeg befandt mig godt og vel inden døre. Efter solens tilbagekomst blev luften mildere dag for dag. Hele februar maaned som ogsaa januar var forresten en meget kold periode med temperaturen regelmæssig omkring ÷ 40° Celsius. Den laveste temperatur, vi i løbet af vinteren havde, var ÷ 47½° Celsius. I midten af februar oplevede vi en i meteorologisk henseende meget interessant veirforandring, idet nemlig temperaturen ved vort vinterkvarter med sydostlig storm pludselig gik op til + 5° med øsende regnveir; og dette var mellem den 77de og 78de breddegrad og midt i aarets koldeste maaned. Et par dage efter havde vi igjen den samme lave temperatur som
