Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/230

Denne siden er korrekturlest

under solen langsomt og uafladelig vandrede rundt paa himmelen, kun af og til skjult af fantastisk formede skyer, der gjennem de blaa snebriller fik et forunderligt tungt og dystert udseende.

Det indtryk, indlandsisen paa en smuk solskinsdag gjør paa beskueren, er storslagent og imponerende. Dette af kun to hovedfarver sammensatte billede, nemlig den uendelige hvide sneflade og ovenover den dybe blaa himmelhvælving, er noget saa uvant og simpelt og dog saa straalende skjønt, at man vanskelig senere i livet kan glemme det. Men i længden virker det naturligvis trættende ved sin fuldstændige mangel paa liv, og jeg husker endnu, med hvilket usigeligt velbehag jeg efter fremkomsten til østkysten lod øinene glide henover de mørke og vildt udseende fjeldrækker, der i det øieblik forekom mig som smilende landskaber.

Vore marscher strakte sig i regelen over et tidsrum af 10 til 11 timer, og var saaledes en marsch begyndt ved 7-tiden om aftenen, endte den gjerne først henved 6-tiden den følgende morgen.

Da vi nu gjennemsnitlig pr. time under normale omstændigheder tilbagelagde en ubetydelighed over 3 kilometer, kom marschlængden i regelen til at gaa op i noget over 30 kilometer. Særlig følte vi en betydelig tilfredsstillelse, naar vi kunde bringe den op i 32 km. (20 eng. mile), der netop svarede til 20 000 omdreininger af vort odometerhjul.

Saasnart det var bestemt at gjøre leir, begyndte Peary, der som regel kunde være et par hundrede meter foran mig og hundeflokken, at stikke hist og her i sneen med den tynde bambusstang, han altid