Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/249

Denne siden er korrekturlest


Udpaa vaaren, naar dagene bliver lange og lyse, og solens straaler begynder at sprede en smule varme over landskabet, forlader eskimoen det kvalme og mørke vinterhus, pakker familiens sælskinds telt paa slæden og begiver sig afsted, for paa et eller andet snebart sted i naboskabet at opslaa sin enkle sommerbolig. Som oftest river de da taget af husene, før de forlader dem, forat de i sommerens løb kan blive godt udluftede. For et snes aar siden, da de endnu var uden kajakker, trak de sig gjerne ind i fjordene med sine telte om sommeren, for herinde, hvor isen altid ligger længer end andensteds, i ro at kunne fortsætte sin sæljagt.

Teltet er syet af sælskind, der som regel først er blevne afhaarede. Det breder sig nederst i en slags halvrund form, medens det foroven ret over den flade, næsten lodrette frontvæg ender i et skarpt, meget kort møne. Dets indre skelet, der holder det hele oppe, bestaar dels af narhvalhorn, dels af træstænger. Døren, der er paa den flade side, lukkes ved et forhæng af tarmskind. I baggrunden indenfor er der, som i husene, indrettet en soveplatform belagt med skind.

I disse telte bor de gjerne fra begyndelsen af mai til et stykke ind i september, hvorefter de atter flytter i hus, men kun sjelden paa samme sted, hvor de den foregaaende vinter havde tilhold. Thi «forandring fryder» mener ogsaa eskimoen, og for denne lyst giver man stedse efter.

Det er husmoderen, der saavel i hytten om vinteren som i teltet passer lampen og tilser, at spækstykkerne paa dens ene side, eftersom de smelter,