snart flammende i rødt, snart skinnende i alle regnbuens farver.
Atmosfærens klarhed var vidunderlig. Fjeldenes former, deres kløfter og skar, udhævede ved de skarpe skygger kunde tydelig skjelnes i en afstand af op til 70 km.»
Lidt senere heder det: — — — — «Men hvor forskjelligt fra det nysbeskrevne billede var ikke det, der mødte os indenfor den lille eskimohyttes sodede vægge. Snakkende og spisende mænd og kvinder, skrigende unger og veirbidte kjærringer, tæt sammenstuvede, alle mere eller mindre nøgne og mange tydelig mærkede af decenniers smuds.
Den hytte, jeg befinder mig i, tilhører den unge Aunolka, han, der mistede sin kone ifjor, men atter er gift med en enke med tre børn. Der hersker en usædvanlig urenslighed herinde, og skindfælderne er fulde af liv. Jeg vil derfor ikke negte for, at jeg befinder mig noget uvel, i stærk modsætning til den hygge og det velbefindende, jeg har følt i mange andre eskimoers hytter.
Aunolka har dog den undskyldning, at hans hus ligger lige i ruten mellem vort vinterkvarter og talrige eskimokolonier, hvorfor det for tiden nærmest maa gjøre tjeneste som «privathotel» eller «logis for reisende».
Jeg har allerede tidligere en gang været under dette tag. Der var da 21 mennesker herinde, og for at forene det nyttige med det behagelige brugte jeg en liden gut til hovedpude og 4 andre unger, der laa tversover mig, til dyne. Den næste morgen betalte jeg forresten værten rigelig, hvad dog ingenlunde
