havde været nødvendigt. Betalingen var — — en gammel tandbørste, som samtlige tilstedeværende naturligvis straks maatte prøve!»
Der lyser glæde og livslyst ud af de brede, lidt gustne ansigter, naar efter vinterens trykkende mørke solen i februar maaned begynder at klæde skylagene nærmest horisonten i sit gyldne skrud. Og naar endelig for første gang solskiven selv, fladtrykt gjennem luftlagene og vidunderlig vakker, viser sig over den sydlige horisont, da kjender glæden ingen grænser. Da flokker mænd og kvinder, gamle og unge sig sammen paa fjeldknauserne bag koloniens hytter, der, hvor udsigten er friest, og hilser den tilbagevendende lysets hersker med taknemmelige blikke og glade udraab.
Nogen nøiagtig tidsregning har eskimoerne ved Smith’s sund ikke. Skal de angive et vist punkt paa dagen, benytter de solens eller stjernernes stilling paa himmelen paa den tid. Er det derimod en bestemt aarstid, de ønsker at betegne, saa findes der i deres sprog saavel navne for vore fire aarstider, som passende betegnelser for alle aarets vigtigere begivenheder, saasom «de dage, da de flytter i telte,» eller «da alkekongerne kommer sydfra,» «de dage, da solen forlader os,» o. s. v., o. s. v.
Man skulde nærmest antage, at et folk som det eskimoiske, der fører en saa haard kamp for tilvælsen, og som ofte ikke kan være sikre paa, om de imorgen vil lide nød eller ikke, skulde have et sind, fuldt af alvor, og et syn paa livet, som om det hele var en langvarig lidelse, de af en eller anden grund maatte gjennemgaa, og hvorfra døden alene vilde fri
