At dette overhovedet kan være muligt, er ene og
alene paa grund af de livsvilkaar, hvorunder de lever.
Eskimoerne er gode, fordi de ingen interesse har af
at være anderledes.
Er en jæger dygtigere end alle andre, saaledes at han kanske i løbet af en sommer har samlet sig et langt større kjødforraad, end han og hans familie i vinterens løb kan fortære, skulde han saa gaa hen og nedgrave den del deraf, han ikke kunde benytte, forat det i aarenes løb skulde forvandle sig til støv? Eller forsøge at sælge det, der, hvor ingen kjøbere findes!
Nei. — Med glæde og stolthed vil han dele sit forraad med dem, hvis øie er mindre øvet, eller hvis arme er svagere end hans.
Men, vil man maaske indvende, vil ikke de jægere, der ved sin overlegne dygtighed i forholdsvis kort tid er istand til at fylde sine vinterforraad, være mere tilbøielige til at benytte de indsparede uger til dovenskab og lediggang, end til at fortsætte jagten i fremmedes interesse? Dertil maa der imidlertid svares, at saalænge den enkeltes ærgjærrighed staar paa den høide, som den nu gjør, er der, selv om deres gode hjertelag ikke tages med i beregningen, neppe nogen fare for tilbøieligheder i den retning.
I fuld overensstemmelse med det ovenfor fortalte, hersker der da ogsaa den regel iblandt dem, at hvad en fanger ikke transporterer hjem af sit bytte, men f. ex. efterlader dækket af stene paa nærmeste land til mulig fremtidig afbenyttelse, med fuld ret og uden indhentet tilladelse kan benyttes af andre, hvad der ogsaa meget hyppigt sker. De danner ligesom
