Kolotengva havde en kamerat, som han holdt
mere af end de fleste andre. Det var den jevnaldrende
Kudla. Jeg ved ikke nogen bedre fælles betegnelse
for disse to, end ordet «hurragutter». Thi overalt
var de paafærde, overalt udførte de bedrifter i den
ene eller anden retning, og overalt førte de sit uudtømmelige humor med sig.
Jeg var tilfældigvis tilstede engang, som Kolotengva og Kudla kom hjem fra en rensdyrjagt i juli maaned 1894. Da jeg saa skulde give mig i snak med dem, fik jeg se, at Kolotengvas ansigt, hænder og øverste parti af den bekjendte kjødfulde del bogstavelig talt var dækket af myggestik, saaledes at han nærmest saa ud, som han var koparret, mens Kudla derimod var gaaet fuldstændig fri.
Da Kudla saa, at jeg skulde til at gjøre en bemærkning herom, kom han mig i forkjøbet og forklarede med en paataget overlegen og alvorlig mine, at myggene desværre havde plaget «lille» Kolotengva svært, mens de sov om nætterne. Men ham, tilføiede han, med en endnu mere overlegen mine, idet han samtidig pegede paa sig selv, ham turde myggene aldrig røre. «Og hvorfor ikke?» fortsatte straks Kolotengva, «jo fordi selv myggene forsmaar det elendige stof, der flyder i dine aarer!» Som man ser, er der baade satirisk humor og svar paa rede haand hos disse karle.
En om muligt endnu mere udpræget hurragut end de to nævnte var den sprællende livlige Kaschu. Han kunde vel være en smule over de tredive. Hans ansigt var bredt og rundt og saa ud, som det var skaaret i træ i stort hastværk af en tømmermand.
