neste som hane. Denne er spændt, naar et lidet træstykke befinder sig indunder den elastiske elfenbensstok; naar dette træstykke derimod hastig trækkes tilside, slaar den improviserede bane et kraftigt slag mod tændstemplet, og skuddet gaar dundrende af.
Der findes østenfor Kap York flere store meteorstene, som løitnant Peary vaaren 1894 blandt andet nærmere undersøgte. Dele af disse jernstykker skal de indfødte paa den tid, da den engelske polarforsker Sir John Ross i begyndelsen af aarhundredet opdagede dem, delvis have benyttet til pile- og harpunodder. Hvorledes de imidlertid uden at gløde jernet, en metode, de først under samkvemmet med os lærte at kjende, har kunnet udhamre det til harpunspidser etc., er ikke godt at forstaa. Sandsynligvis er det kun i ringe udstrækning, at de har kunnet drage sig disse stene til nytte, idet det uden tvil kun kan have været nogle faa, af naturen fladformede splinter, de har kunnet anvende.
Et ganske sindrigt træk fra eskimoernes daglige liv er den maade, hvorpaa de om vaaren beskytter hundenes labber mod at beskadiges af den haarde isskare, der danner sig paa sneens overflade paa den tid af aaret. De forsyner dem nemlig med sokker af ugsukskind, der fastsurres til benene lige ved det nederste led, og saaledes udstyrede er dyrene fuldstændig beskyttede mod al saarbenethed.
At eskimoerne gjør forskjel paa haarde og bløde træsorter, ja endog kjender gran fra furu og eg fra ask, vil vistnok mange synes mærkeligt, naar man erindrer, at de aldrig har kunnet glæde sig ved synet af et virkeligt levende, blomstrende træ. Hvor
