Eskimoerne er fortrinlige karttegnere, idet de har en overordentlig stærkt udviklet stedsans. Som astronomer staar de heller ikke paa et saa ganske lavt standpunkt, om det end ikke, da vi først mødte dem, var lykkedes dem at adskille fixstjernerne fra planeterne, hvilke sidste de simpelthen ansaa for store stjerner. Muligens skriver dette sig fra den omstændighed at stjernehimmelen i disse egne alene kan observeres i adskillig mindre end den halve del af aaret.
Karlsvognen er, fortæller sagnet, en flok rensdyr; Pleiaderne er et hundespand, der forfølger en bjørn; Cassiopeia’s stjerner danner fødderne til en mægtig stenlampe; Orionsbeltets tre glimrende sole er trin, som en eskimo har udhugget i en brat sneskraaning for at naa dens top; Kastor og Pollux i Tvillingernes stjernebillede er sidestenene i indgangen til en iglu. Arcturus og Aldebaran er to fangere, medens planeten Jupiter er solens moder. Solen er en ung pige, maanen hendes elsker, der forfølger hende rundt paa himmelhvælvingen. At det er maanen, der foraarsager flod og ebbe, har de forlængst fastslaaet.
Innuitternes religiøse forestillinger staar paa et lavt, men derfor ikke mindre interessant udviklingstrin. Thi hos denne lille skare mennesker gjenfinder
