faatallige, men kablunakkerne er der mange af, og I ved alle ting. Sig os, hvorledes det er med dette.»
Hvad jeg svarede, hører ikke hjemme her. I Hans Egede’s aand var det vel neppe, endskjønt jeg gik saa vidt som til at love ham et evigt liv langt lykkeligere end det jordiske. Og større trøst kan man vel ikke skjænke et menneske, der ræddes ved tanken om engang at skulle dø.
Naar kulturmennesket i livets tunge timer lider under sine sorgers mangfoldighed, naar hans sjæl er syg og nedstemt, og han føler sig forladt og ulykkelig ved jordlivets trøstesløse tomhed, da vender han sig i bøn til en almægtig og barmhjertig Gud og finder herunder den lindring og trøst, han saa haardt trænger.
En slags erstatning herfor har eskimoerne i sine eiendommelige aandekonferencer. Endel mægtige, men usynlige aander indtager Guds plads i deres begreber, og disse aander mener de, deres angekok’er eller aandebesværgere kan paavirke saaledes, at de staar dem bi i det daglige liv, helbreder sygdomme, skaffer dem god jagtlykke etc.
Saavel mænd som kvinder kan blive angekok’er, men ikke alle er lige godt skikkede for dette hverv. Behændighed, kløgt og skuespillertalent kan alene sikre et menneske virkelig anseelse som aandebesværger. De ældre angekok’er oplærer de unge, der maatte føle sig særlig skikkede for eller tiltrukne af angekok’ernes mystiske virksomhed. Læretiden strækker sig gjennem adskillige aar og er forbunden med mangehaande hemmelighedsfulde ceremonier
Den betydeligste af de aander, eskimoerne kjen-
