tillige den mest respekterede af dem alle er Kayapaddu. Han kan være omkring de 35 aar, er smilende og tyk og har et ansigt saa jovialt, at han blot behøver at tage paa sig de blaa snebriller, han engang har faaet af Peary, for fuldstændig at se ud som en god, gammeldags præstemand.
Naar han holdt sine spiritistiske seaneer, dæmpedes lyset fra tranlamperne saa meget, at man kun med møie kunde skimte hinanden, hvorefter Kayapaddu med tarmskindstrommen i den ene haand og en trommestikke af ben i den anden gik frem paa gulvet og begyndte at synge og tromme.
I begyndelsen var hans sang dæmpet og nogenlunde rolig, men senere blev den mere og mere ophidset, han slængte kroppen i bugtninger fra høire til venstre, saa det lange haar flagrede vildt i luften, medens ansigtet fik et udtryk, som om han led alle verdens kvaler.
Efter et par timers forløb haglede sveden af ham, han trykkede sig med hænderne for panden, skreg, ynkede sig, brød saa, ret som det var, ud i en dæmonisk, skrattende latter, hvorefter han tilsidst opnaaede at faa en eller flere af de usynlige aander, der tjente ham som sendebud til mægtigere væsener, til at indfinde sig.
Nu forandrede han hyppig sin stemme, idet den snart var hans egen, snart skulde forestille aandernes røst, han blev mere og mere støiende og fik ved alle disse ceremonier tilsidst bragt forsamlingen i en saa ophidset og nervøs sindsstemning, at de skalv af bevægelse, samtidig som mange af de ældre begyndte at ynke sig omkap med ham.
