Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/302

Denne siden er korrekturlest


Det var netop midnat med let tusmørke, da vi naaede sydostnæsset paa Herbertøen, hvor vore venner boede. Stedet hed Oloschynni og bestod af 5 sneklædte stenhytter, hvoraf paa den tid forresten kun to var beboede.

Her traf vi Akpallia, som netop da var returneret fra en flere ugers bjørnejagt sydpaa ved Kap York, og i hans hus tog vi ind.

Før vi gik til hvile, havde vi bjørnekjød, kogt flesk og skibsbrød til aftens. Det første var i frossen tilstand

Hele natten var to gamle elskværdige kjærringer ifærd med at sy mig et par nye sælskindskamikker, da de paa ingen maade vilde, at jeg skulde drage paa langtur med de gamle støvler, jeg havde, hvor tæerne truede med at løbe løbsk. For dette arbeide gav jeg dem en gaffel, af hvis fire tænder der kun var to tilbage, samt 35 fyrstikker.

Den næste morgen havde vi tyk taage, og da vor kurs herfra skulde gaa tvers over aabningen af Whale Sound til nogle hytter paa dettes sydside, var jeg først af den formening, at vi fik afvente klarveir, da nogen kompaskurs ikke kunde tages fra kartet, der her som allesteds var unøiagtigt, og vi saaledes kunde komme til at famle længe omkring paa sundets sydside, om vi først skulde komme lidt paa vildspor. Men Kolotengva bare smilte lunt og mente, at det var en noget drøi beskyldning at komme med, at ikke han skulde vide veien i sit eget land, selv i taagen, og da min tillid til ham som naturbarnet i saadanne sager selvfølgelig var ubegrænset, satte vi straks afgaarde mod Netchilumi, den næste beboede flek, som maal.