I mange timer reiste vi nu i taagen, og selv
sneen under os kunde vi neppe se, men alligevel
lykkedes det Kolotengva at beskrive en ret linie lige til
det forønskede punkt paa sydsiden af det brede sund.
Nogle vil vel sige, han var ledet i den rigtige retning af sit dyriske instinkt, men saa fornærmelig maa vi ikke tale om vore gode eskimovenner. Nei, den menneskelige hjerne synes i hovedsagen at være sig selv lig, hvad enten den residerer i en eskimoskalle i Nordgrønland eller i en af de afrikanske pygmæers kantede kranier, og manden kunde alene udføre hvad han gjorde, ved sine udmærkede praktisk-geometriske begreber.
Vindens retning har nemlig langs disse kyster som oftest en sjelden regelmæssighed og er vinden lidt stærk, faar den den løse finsne til at fyge som sand. Herunder flyttes hvert lidet snefnug efter de samme fysikens love og grupperer sig under sin fremfærd i forskjellige former og striber med en saadan regelmæssighed at lange parallele striber derved som oftest danner sig paa sneens overflade. Ved at paase at vinkelen mellem disse striber og ens forønskede marschretning stadig forbliver den samme, kan man jo uden vanskelighed holde sin bestemte kurs. og det var denne methode, Kolotengva i nærværende tilfælde fulgte.
Under vor reise over den grønlandske indlandsis vænnede løitnant Peary og jeg os ogsaa til i tykt veir at benytte os af disse vindmærker, som deroppe i stormens rige har et langt stærkere og mere karakteristisk præg. Ja ofte har overfladen endog en betydelig lighed med en oprørt havflade.
