og den distance, vi havde tilbagelagt i dagens løb, bjørneforfølgelsen iberegnet, var kun ubetydelig under 60 kvartmile, hvilket altsaa svarer til længden af en breddegrad eller 110 km.
Vi havde ventet at finde indfødte ved vort nye stoppested, men alt, hvad vi i midnatsstundens tusmørke kunde opdage, var en længst forladt og halvt nedfalden snehytte, der grinede os uhyggeligt imøde med sine store sorte huller i de paa indsiden sodede vægge. Hyttens reparation blev straks taget fat paa af Kolotengva og mig, medens den gamle mand og hans kone begyndte at grave i skaren indunder en vældig vandreblok i nærheden, idet de nok mente, at der, efter gammel regel, skulde findes noget spæk der til almindelig afbenyttelse for veifarende folk. Dybt og længe grov de, og spæk fandt de ogsaa tilsidst, og det i betydelige mængder. Manden skar endel op i smaastykker til hundefoder, medens konen samtidig tilberedte noget af det samme stof for vore lamper, idet hun herunder gjorde stykkerne bløde og saftige ved at knaske dem lidt mellem tænderne, for derefter at lægge dem tilrette paa lampeskaalerne.
Inden kort tid sad vi atter hyggelig indlogerede under et lunt snetag, medens vi, under munter passiar om dagens begivenheder, fortærede resterne af gaarsdagens rensdyrsteg.
Forresten havde vi nær faaet rævesteg den aften; thi lige før vi naaede vort nattekvarter, havde vi en spændende og ganske fornøielig jagt efter et par arktiske mikkeler, der kun med nød og neppe undslap os. Den hele tildragelse mindede meget om de fashionable engelske rævejagter, som jeg mindst ven-
