ledes blev førstegrøden af den forholdsvis rige «geografiske høst», som de følgende dages reise bragte mig. Udpaa eftermiddagen, eftersom vi naaede længer østover, fik vi snart isigte mægtige isbræer, hvilke jeg ogsaa altid havde tænkt mig at existere langs Melvillebugtens nordøstlige kyster. Ja, i virkeligheden fandt jeg kystlinien lige fra Kap York og østover, saalangt øiet kunde naa, uafladelig afbrudt af betydelige og aktive isbræer.
Ved sekstiden om eftermiddagen gjorde vi holdt, efter at have tilbagelagt over 40 kvartmile, og byggede vor vanlige snehytte for natten. Vi var da omtrent ret søndenfor Kap Melville og neppe over 8 kvartmile fra land. Den is, som vi befarede under denne første marsch fra Kap York, var særdeles jevn og helt forskjellig fra, hvad jeg havde ventet. Med undtagelse af et isbælte, ca. 1 mil bredt, hvis overflade udgjorde et rent kaos af uregelmæssige kantede og vildt sammenpressede isblokke, ofte af en høide af 6 til 8 fod, var hele den øvrige del af veien fuldstændig jevn og flad. Dette tror jeg forresten for en stor del havde sin aarsag i Kolotengvas intime kjendskab til isnavigationens hemmeligheder; thi altid syntes vi at have en sand overflod af voldsomt sammenskruet og næsten ufremkommelig is paa siderne af vor bane, medens farvandet forud i regelen var ganske klart.
Efter en nats velgjørende hvile i den lille hytte fortsatte vi den følgende morgen kl. 8 reisen i stille, men noget disigt veir. Ved middagstider kunde landet utydelig sees i nordøst, men om eftermiddagen var alt igjen skjult i en tæt, ugjennemtrængelig taage. Vi stoppede atter kl. 5 eftermiddag, efter at have til-
