Den næste dag var den 20de april, og en stærk
sydlig vind blæste endnu. Vi var nu igjen saagodtsom uden kjød og spæk, saa vi kunde kun daarlig
forsvare at fjerne os længere fra Kap York, hvad vi
nok forresten vilde have gjort, om veiret havde været
gunstigere. Nu satte vi istedet kursen hen mod det
nordøstre og fuldstændig ukjendte hjørne af Melville-
bugten, hvor jeg utvilsomt baade vilde finde meget
af interesse, og hvor vi samtidig haabede at finde
gode jagtfelter.
Vi reiste afsted kl. 7 om morgenen med kursen ret paa den steile klippekam, som jeg ifølge kartets svage antydning maatte anse at være Kap Murdoch. Eftersom vi kom nærmere, opdagede vi imidlertid. at denne fjeldkam ikke dannede nogen fremspringende pynt i kystlinien, men tvertimod laa langt bagenfor denne og kun udgjorde en ensom «nunatak» inde i den svære bræ, hvis høie, lodrette isfaçade tilsidst ganske stængte os veien.
Vi standsede kl. ½2 ved en liden ø, der paa indsiden næsten berørte isvæggen, og her besluttede vi at stoppe for resten af dagen og natten med.
Kolotengva gav sig ifærd med at opføre den uundværlige snehytte, medens jeg kløv op paa den nogle hundrede fod høie klippeø for at tage endel peilinger. Efter en stunds forløb kom ogsaa min kamerat herop, for han syntes nok, det kunde være rart at faa en rigtig god udsigt over dette forladte hjørne af kysten, som aldrig eskimoernes muntre karavaner nogensinde havde naaet.
Selv for den nøisomme indfødte, der stod ved min side, syntes stedet at være uden nogensomhelst
