Lidet tænkte jeg, da jeg for ikke mange aar
siden sad paa skolebænken og strævede med mine
norske stile, der stedse repræsenterede et minimum
af omfang og indhold, at jeg nogensinde skulde give
mig ikast med at skrive en hel bog. Thi af naturen
var jeg soltilbeder og elskede friluftslivet langt høiere
end bøger og skrivepulte.
Men underlige er skjæbnens veie.
Det traf sig, at jeg kom udenfor folkeskikken et par aars tid, og besøgte steder, hvor endnu ingen havde været. Dette maatte jeg jo fortælle om, og saa skrev jeg nogle reisebreve til «Morgenbladet», hvorefter jeg troede alle alvorlige følger af mine vidløftigheder var overstaaede.
Men nu kom folk og spurgte mig: «Naar faar vi Deres bog?» ja, mange var endog saa venlige at fortælle mig, at de glædede sig til at læse den. Saa
