At den medfødte menneskelige nysgjerrighed og
higen efter det ukjendte har været den virksomste
drivfjær til deres utrættelige fremtrængen, tør vi vel
med rimelighed antage. Men høist sandsynligt er
det tillige at stærk konkurrence om fangstfelterne
længere sydpaa samt deraf følgende indbyrdes uoverensstemmelser har havt en ikke ubetydelig andel i
aarsagen til eskimoernes omflakkende tilbøieligheder.
Disse emigrationsreiser har de udført dels i de lange, lyse sommerdage i sine skindbaade, dels ogsaa paa vaarparten, mens isen endnu laa fast over sund og fjord, ved hundeslædens hjælp.
Og at de herunder ofte, især langs kysterne høit nordpaa, har været udsat for haarde savn og prøvelser, kan der neppe være nogen tvil om. Thi ikke allesteds kan man i disse egne vente at finde en sikker fangst. Og slaar den gjennem et længere tidsrum helt feil, da er hungersnøden den sikre gjæst, i hvis fodspor døden troligt følger, for, naar en stakket frist er omme, at banke med sine knokkelfingre paa de rimede stendøre.
Saaledes var, for at nævne et exempel, for henimod 20 aar siden en talrig skare af indfødte mænd, kvinder og børn paa vandring nordover langs Smiths- sundets vestside, for at søge efter nye fangstfelter. Langs Ellesmere-landets kyst, der i særlig grad udmærker sig ved sin kolde, livløse natur og sit barske klima, mødte der dem imidlertid en saa daarlig fangstlykke, at de fleste af dem lidt efter lidt maatte bukke under for hunger og savn. Dette blev fortalt mig af et par af de gjenlevende, hvem det senerehen omsider lykkedes at redde sig over Smithssundet til
