leiren troede at skimte en ravn paa sneens overflade, greb han blodtørstig sin rifle og begav sig langsomt og forsigtig afsted henimod det lille, sorte punkt. Han havde kun gaaet nogle faa skridt, da han opdager, at han allerede befinder sig nær ved sit maal, som gjennem taagen havde forekommet ham at være betydelig længere borte. Men i samme øieblik ser han ogsaa til sin ikke ringe overraskelse, at hvad han ved list har beredt sig til at overrumple, desværre ikke er en stor og glinsende ravn, men alene de veirbidte rester af en eskimohunds primitive visitkort.
Men vi faar vel vende tilbage til vor vandring. Vi lægger vor rute opover en jevn og forholdsvis vid dalstrækning, der paa hver side er begrænset af mørke fjelde, foroven temmelig bratte, men længere nede jevnt skraanende udover. Midt i dalbunden risler en bæk, der hist og her danner smaa, blinkende indsøer, noget, der i høi grad opliver det triste landskab. Grunden, som vi gaar over er for størstedelen bedækket af grus eller rullesten, med spredte, smaa oaser indimellem av grøn mose, græsstraa og vilde blomster af brogede farver. Nu og da passerer vi ogsaa kan-
