hænde en bergknaus, men anstrenger os stedse forgjæves for i denne at opdage noget tegn til mineralier af speciel interesse eller værdi. Overalt gjenfinder vi i bergarterne som de mest fremtrædende mineralier kvarts, feldspat, glimmer og hornblende i de forskjelligste blandinger og forhold.
Gamle, afbrudte rensdyrhorn, som vi ikke sjelden kan iagttage langs vor vei, i forbindelse med talrige spor efter disse dyr, giver os godt haab om inden kort tid at faa øie paa nogle af dem. Og vi skulde i virkeligheden ogsaa være meget uheldige, om ikke dette vort haab viste sig at gaa i opfyldelse. Thi renen er ingenlunde et sjeldent dyr i disse trakter. Faar vi saa efter nogen speiden øie paa en renflok, saa kan vi, selv om den er noksaa fjern, med temmelig stor sandsynlighed antage, at flokkens vagthavende okse allerede forlængst har opdaget os. I saa tilfælde vil de snart tage flugten for at søge op paa fjeldplateauerne, idet de i den senere tid er blevne meget sky. For nogle aar siden var det anderledes. Under den første Peary-expedition hændte det saaledes engang, at Mr. Verhoeff, der var betydelig mere videnskabsmand, end han var jæger, og under sine vandringer efter mineralier som oftest fordybede sig helt i studiet af de stene, der laa i hans vei, ved at se op pludselig opdagede at han gik og sankede sine mineralske skatte midt indimellem en skare græssende rensdyr.
Det er haardføre dyr disse rensdyr, der streifer om i de nord-grønlandske fjelde. Men af naturen er de ogsaa bleven udstyret paa en fortrinlig maade for det strenge klima, under hvilket de maa friste sin
