Foreløbig var jeg standset ved en plan om at
begive mig til Afrikas vestkyst for derfra paa en eller
anden maade at trænge mig ind i det indre af dette
mægtige fastland med dets mange vilde folkestammer.
Klimatet skulde rigtignok være lidt slemt dernede,
det havde jeg jo ofte læst. Men i den henseende
stolede jeg, som saa mange andre før og efter den
tid har gjort, ene og alene paa en kraftig konstitution.
Som sagt, — avisen interesserede mig ikke synderlig hin aprilmorgen. Jeg skulde netop til at lægge den bort, da jeg pludselig fik øie paa en liden beskeden notis nede i dens ene hjørne:
Robert E. Peary, ingeniør ved det herværende marineværft, er nu beskjæftiget med at udruste sin expedition til Nord-Grønland. Som bekjendt er det hans hensigt at søge at bestemme Grønlands udstrækning nordover ved at foretage en udstrakt slædefærd over dets snedækte indre. Hans ledsagere paa expeditionen er endnu ikke bestemte.
I samme øieblik, som jeg havde læst den lille notis til ende, var min beslutning tagen: at melde mig som deltager i expeditionen. Afrika fik foreløbig fare. I de arktiske egne vilde jeg begynde; der passede desuden vi nordmænd bedst. Og hvor herligt skulde det ikke igrunden ogsaa være engang at faa beskue disse øde isdækte landskaber, om hvilke jeg hidtil alene havde maattet nøie mig med at læse.
Samme dag sendte jeg derfor løitnant Peary en skrivelse, hvori jeg tilbød ham min tjeneste paa den forestaaende færd.
Kort efter modtog jeg et svar, hvori han anmodede mig om personlig at komme ud til ham paa værftet.
