mere melankolsk, saa husmoderen tilsidst maa gaa bort og klappe dem alle. Da tier de og lægger sig rolig til at sove paa de kolde klipper.
Vi vil imidlertid følge manden paa hans vandring ude mellem isfjeldene paa fjorden.
Fremdeles bevæger han sig fremover, men langsommere, som om han speidede efter noget. Foruden sit sælspyd, som han bærer i høire haand, med tilhørende line, har han paa sin venstre arm hængende en let liden, trebenet stol. Den er af en mærkværdig net konstruktion, idet dens svage og tynde, af mange smaa træstykker sammensurrede ben er elegant opstivede ved tynde, diagonalt udspændte remme. I venstre haand har han et stykke bjørneskind, medens han bag paa ryggen i en sælskindsslir bærer en halvt udslidt jagtkniv med et af hvalrostand forarbeidet skaft.
Pludselig standser han og bøier sig ned mod isen. Det er et hul af neppe 5 cm. gjennemsnit, der tiltrækker sig hans opmærksomhed i saa stærk grad; det er nemlig et af fjordsælens pustehuller.
Forsigtig lægger han det lille stykke skind tilrette paa isen tæt ved hullet, placerer lydløst sin stol bagenfor og sætter sig saa roligt ned for at vente paa sælens tilsynekomst.
Da imidlertid en enkelt sæl har flere pustehuller, kan det ofte hengaa lang tid, førend dette indtræffer. Men taalmodig bliver han siddende time efter time, indtil dens snude endelig viser sig i den lille aabning. Da gjælder det at føre spydet med sikkerhed; thi blinken er liden, og gjør han et feiltræf, er hele hans lange venten spildt. Er der paa den tid mangel
