Skrivningen til Hjemmet, som Du vel kan forstaa, kommer forskjellige Tanker, behagelige og ubehagelige, [frem, der kan ?] have foranlediget dette; ellers kan jeg sige, at hvis [jeg ikke] var fornøiet i Ordets egentlige Forstand, da [maatte jeg ?] jo være en Daare, der aldrig er tilfreds med [Skjebnens Tilskikkel?]se. – – – – – Men hvad der for en [?] til at gjøre mit Ophold her behageligt og glad, er Skole[ns første] Lærer, Overlærer Ørn, der altid har vist sig fra en [fortrolig, ja faderlig?] Side for mig. Ikke nok, at hans hele Bibliothek staar mig aabent; han søger endog paa andre Maader at fornøie mig ved at tage mig med paa sine Spadsergange og mere; ja, han har endog tilbudt mig Pengelaan, som jeg dog hverken har eller vil benytte mig af. Men jeg har jo allerede rablet saa meget; bliv ikke vred paa mig, kjære Trine, derfor. – – – –
Skien, 6 juli 1825.
- Gode Trine!
Førend jeg havde ventet det, kan jeg smigre mig med det glade Haab at besøge det kjære Hjem; thi eftersom Examen nu tager sin Begyndelse, tænker jeg at kunne bestemme næste Fredag at komme hjem; men det er muligt, at det ogsaa bliver et Par Dage sildigere. ........ V . .s Historie gjorde paa mig et stærkt Indtryk. Ja, saa gaar det med den lastefulde. V. var vist af Naturen udrustet med mere end almindelige Legems og Aands-Fuldkommenheder; men i alle hans Gjerninger er vist ikke én udrunden af Moralitet; thi moralsk Følelse manglede han vist ganske. Længe har han under Lasternes Kaabe skjult sine Feil; men endelig maatte den briste og styrte ham i Elendighedens dybeste Afgrund. Dog le ikke, Trine; han var jo dog min Lærer, og med hvilke Øine maa enhver ikke betragte sin Lærer? Naar den, der skulde veilede de unge endnu bøielige Sjæle til Dyd
