Bogen og finde sig i lang Venten, selv om han ikke mangler naturlige Anlæg. Dertil kommer, at, da jeg brænder af en heftig, men dog hæderlig Iver efter at udmærke mig, – thi det tør jeg ikke nægte – og jeg ikke skyr noget mere, end at synke ned i en ussel og foragtelig Middelmaadighed og ikke at vove at stræbe efter Udmærkelse eller at eftertragte noget, som rager op over det almindelige, – saa har jeg troet at burde med min fulde Sjælskraft tilegne mig Videnskaberne og saaledes gjøre dem til mit Kjød og Blod, at jeg kunde findes skikket til at skjøtte en hvilkensomhelst vigtigere Syssel og at overtage hvilketsomhelst vanskeligere Hverv. Dette Maal vil jeg maaske aldrig naa; thi jo ivrigere jeg anspænder mine Aandskræfter, desto mere faar jeg Øinene op for, hvor mange af de Egenskaber, hvormed de mere fremragende Aander i Almindelighed pleier at være udrustede, fattes mig og maaske i al Fremtid vil mangle mig. Men hvilket Udfald disse mine Bestræbelser end vil have, saa vil jeg visselig aldrig angre paa, at jeg, saavidt mine Evner har tilladt det, flittig har drevet mine Studier; thi De, som fra først af har ledet disse og ladet mig smage deres Sødme, De er ikke og kan ikke være uvidende om, at jeg har troet at burde betræde den Vei, jeg nu følger, ikke bevæget af nogen Forhaabning om ydre Fordel eller mere glimrende Stilling, men ene og alene, fordi jeg har følt mig greben og gjennemstrømmet af Kjærlighed til og Beundring for Videnskaberne selv.
– – – – Jeg tror ikke at have forsømt noget af de Fag, som vedkommer mig; men det græske Sprog og den rene Mathematik har jeg dog omfattet med størst Kjærlighed og størst Held. Og jeg skammer mig ikke for at bekjende, at af det Studium, som jeg har lagt paa den græske Literatur, har jeg, skjønt det ikke har faldt i min Lod at læse andet end Homer, høstet nok saavel af gode Frugter som ædel Nydelse. Endskjønt jeg i disse 2 Aar en, to Gange, ja oftere har gjennemlæst alle
